North Shore Atlantic RM

af Anders Bille 0 Kommentarer
North Shore Atlantic RM

North Shore Atlantic-serien kommer i 2 modeller: Atlantic LV og Atlantic RM. LV er en “Low Volume” model og er kortere og lettere end RM. Deraf kommer selvfølgelig mindre lastmulighed. Vi bruger kajakkerne til både korte og lange ture med overnatning og har behov for at kunne laste en del udstyr. Derfor har vi valgt RM, og den følgende beskrivelse koncentrerer sig om denne model i materialet Polyethylene.

Specifikationer for North Shore Atlantic RM

  • Materiale: Polyethylene (PE)
  • Længde: 515 cm.
  • Bredde: 55 cm.
  • Cockpit størrelse: 200 cm. i omkreds.
  • Skrog: V-skrog
  • Finne: Optagelig finne
  • Ror: Intet ror
  • Fodstøtter: Justerbare
  • Lastluger: Forluge, bagluge og dagsluge
  • Vægt: 26 kg.
  • Farver: Rød el. gul.
  • Pris: Billigste nypris fundet er 9.600 kr. Den kan også findes brugt for omkring 7.000 kr.

Beskrivelse

Udseende og form

North Shore Atlantic RM er en klassisk udseende PE kajak, som har et mellemstort spring (“bananform”), et let v-formet skrog samt blødt knækspant. Den er rummelig og passer bedst til roere fra 70+ kg. Men de justerbare fodstøtter og sædet gør, at man godt kan indstille den til mindre roere.

Fordæk

Fordækket er let buet med 2 sæt af dækselastikker. De forreste elastikker (i forhold til cockpittet) er nemme at bruge til opbevaring af småt udstyr, der er rart at have ved hånden. De er sat i en god afstand til cockpittet, så man nemt, og uden at miste balancen, kan nå dem. De bagerste elastikker kan f.eks. bruges til at spænde den bagerste del af en 2-delt reservepagaj fast. Længst ud på fordækket, lige efter den forreste lastluge, er der forberedt mulighed for at fastmontere et kompas. En god detalje, hvis man har brug for at navigere under forhold med dårlig sigtbarhed.

north-shore-atlantic-2

Bagdæk

Bagdækket er fladt og ligger forholdsvis tæt på vandlinjen grundet kajakkens spring. Der er også 2 sæt dækselastikker, men hvis man gerne vil have adgang til de 2 sidste lastluger, er de ikke så anvendelige, uden at man først skal flytte udstyr for at komme til. Det er forholdsvist nemt at komme til dagslugen, og hvis man er smidig, kan man nå helt ned til den bagerste luge, mens man sidder i kajakken.

Lastmuligheder

Der er 3 lastluger: forluge, bagluge og dagsluge. De 2 første har god plads og er mest anvendelige til udstyr og proviant, som man ikke skal have adgang til, mens man ror. Dagslugen er mindre, men også rummelig. Man kan have forbavsende meget i den, specielt hvis man pakker i flere mindre vandtætte poser, og den er nem at få adgang til, mens man ror.

north-shore-atlantic-4

Der er desuden også mulighed for at opbevare et par småting bagved sædet i cockpittet, og det er oplagt at have pumpe og andet redningsudstyr her, så man har det tæt ved hånden. Hvis man ikke er for lang, kan man udnytte pladsen bagved fodstøtterne, længst ud i mod stævnen, hvor man lige kan presse en 20 liters dry-bag ind, så den ligger i spænd mod skroget.

Cockpit

Der er god plads i cockpittet, men det er selvfølgelig relativt i forhold til hvor bred/høj man er. Som før beskrevet er der nemt justerbare fodstøtter, og hvis man er smidig, er det i øvrigt muligt at justere dem, mens man sidder i kajakken. Forrest på indersiden af cockpit-kanten er der “knæ-greb”, så man hele tiden har god kontakt til kajakken med knæene, hvilket er essentielt for at have god balance hele tiden.

north-shore-atlantic-3

Sædet er behageligt at sidde i, og man føler også her god kontakt til kajakken. Der er tynde koldskumspuder, som ikke mister formen over lang tids brug. Rygstøtten kan justeres, så man finder den bedst støttende position og ikke bliver træt i ryggen ved længere tids roning.

Balance/stabilitet

North Shore atlantic RM har god primær og en udemærket sekundær stabilitet, og hvis man indstiller fodstøtter og sæde ordentligt, har man en følelse af at kunne ride selv de værste bølger af, uden at kæntre. Det er en kajak, som føles sikker at ro i.

Finne

Der er ikke ror i kajakken, så man må lære, hvordan man styrer en kajak ved hjælpe af pagajteknik og kantning (udlæning til siderne). Men der er monteret en op- og nedtagelig finne, som man styrer fra et håndtag ved cockpit-kanten. Fordelen ved en finne er, at kajakken bliver mere retningsstabil og nemmere at styre i blæst. Men husk lige at slå finnen op inden kajakken trækkes op på land. Mange finner er knækket på den konto.

Hastighed

Kombinationen af skrog og materiale gør, at det ikke er den hurtigste havkajak på markedet, og jeg vurderer den til at have en medium hastighed.

Manøvrerbarhed

North Shore Atlantic RM er nem at manøvrere og det skyldes bl.a. dens form, som gør at den ikke er så vindfølsom samt den gode balance, der hjælper med til, at man tør gøre mere for at manøvrere. Men manøvrerbarheden bliver væsentligt påvirket, hvis finnen er slået ned.

Kajakteknik

Hvad angår valg af kajak til at træne teknik og grønlænder-rul, så er det er en udemærket kajak til begyndere og let øvede. Men hvis man gerne vil udfordres lidt mere samt have en kajak, der kan presses lidt mere ud i f.eks. kantning, er der mange andre kajakker, som er væsentlige mere levende og sjove at træne med.

Fordele ved fiskeri

North Shore Atlantic RM har flere egenskaber, som gør at vi vil anbefale den til kajakfiskeri:

  • En af de primære ting er den gode balance, som gør at man føler sig sikker og kan have fokus på fiskeriet uden at være nervøs for at kæntre.
  • En anden ting er komforten, som er en kombination af fodstøtter, sæde og “knægreb”, hvor vi kan sidde i adskillige timer uden at blive trætte af siddepositionen.
  • Sidst men ikke mindst synes vi, at lastevnen er fortræffelig. Vi har både fiskegrej, mad, vand, trangia, liggeunderlag, sovepose og bivuak med os, og det hele kan være pakket ned og fylder ikke noget på dækket.

Forslag til modificeringer

Hvis man ikke er bange for at modificere sin kajak, er der her et par tips til hvad der gør fiskeriet lidt mere bekvemt:

  • Montér en stangholder. Det er fantastisk at ro afsted mens man dørger en wobbler efter kajakken og man får virkelig afsøgt meget vand på den måde. Se hvordan vi har gjort under artiklen Stangholder.
  • Sæt en line fast med karabinhager på siden af kajakken mellem dækslinerne foran og bagved. Så har man en et nemt punkt til at hægte fangster, pagajsikringsline, drivanker o.lign. fast, uden at det tager plads fra fordækket.
  • Montér en pagaj-clip. Så man kan klikke pagajen fast på siden af kajakken. Læs mere om hvordan vi har gjort det under artiklen Pagaj-clip.

Vores vurdering

Vi kan klart anbefale North Shore Atlantic RM som en god allround-kajak, der har rigtig gode egenskaber, for begynderen eller den øvede, til kajakfiskeri fra en havkajak. Valget er baseret på at have prøvet flere andre PE kajakmodeller fra f.eks. Valley og Boréal:

Plusser:

  • God stabilitet til fiskeri
  • Komfortabel at sidde i.
  • Nem til at træne kajakteknik.
  • Nem at manøvrere.
  • Er prisstærk i forhold til kvalitet.
  • Slidstærk pga. af materialet PE.
  • Stor lastevne.

Minusser:

  • Det er ikke den hurtigste kajak på markedet.
  • Hvis man udelukkende er til teknik og grøndlænder-rul kan man sagtens få kajakker som er sjovere og mere levende.

 

facebooktwittergoogle_pluspinterestfacebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke publiceret.

Du må bruge disse HTML tags og -attributter:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>


*