Pagaj-clip

Pagaj-clip

Hvad er en Pagaj-clip?

En pagaj-clip er en holder, som kan være monteret på et sted på en kajak, hvor man kan klikke sin pagaj fast. Den skal gerne have en størrelse, der er lidt mindre end diameteren af skaftet på din pagaj. Fordi den er lavet af plast kan holderen udvide sig en anelse, så pagajen kan trykkes ned i holderen og tages ud igen uden det store besvær. Men det er selvfølgelig vigtigt at pagajen ikke sidder for løst og selv ryger ud alt for nemt.

Det kan måske virke som en overflødig detalje at have en pagaj-clip på sin kajak, men ikke destomindre har den flere gange vist sig at være enormt brugbar for os, f.eks. under fiskeriet eller når vi skal håndtere grej.

Montering og brug

Da den skal sidde godt fast, for at du kan klikke din pagaj af og på, er den bedste løsning efter vores opfattelse, at den boltes fast i kajakken. Sørg for at benytte skiver ved montering , så du undgår at kajakkens materiale bliver ødelagt ved længere tids brug.

Inden du monterer den så sæt dig i din kajak og forestil dig,  hvor det er naturligt at placere den, så du nemt kan få fat i din pagaj. Men hav samtidig øje for at den ikke må forstyrre din pagajføring under roningen.

Selvom man kan lade sin pagaj ligge i vandet (hvis den har en sikkerhedsline) eller hvile i skødet over cockpittet, så føles det bare godt at kunne klikke den fast på siden af sin kajak og klikke den ud igen, når man skal bruge den.

Vi har begge monteret en Scotty 136 Paddle Clip på siden af kajakken, så det er nemt at klikke pagajen på eller af, uden at skulle famle for meget og fjerne fokus fra fiskestangen. Se vores test af den her.

 

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest