Kongsøre

Kongsøre

Sandskreddet, Kongsøre

På vestsiden af Isefjorden, ved indsejling til Lammefjord, ligger et område kaldet Kongsøre med en skøn kyststrækning og masser af gode ørredspots. Det er et perfekt sted til kajakfiskeri, og hvis man ikke er bange for at tilbagelægge nogle kilometer på vandet, har man mange gode oplevelser i vente.

kongsoere2-n

Fredag d. 23. september 2016 pakkede vi grejet og tog afsted, så vi var på Sandskreddet, Kongsøre ca. kl. 18, og brugte det som startpunkt. Sandskreddet er et hyggeligt rekreativt område med badebro, hvor det også er muligt at campere.

Vejvisning og startpunkt

Dag 1

Efter ankomst brugte vi noget tid på at pakke kajakkerne grundigt, så vi var først på vandet ca. kl.19 og roede nordpå i skumringen. Vinden kom fra vest og det var dejlig klart og roligt.

kongsoere-1

Fuldt lastet kajak med alt udstyr til en hel weekend.

Vi går ret meget op i, at der ikke er noget der hænger og flagrer, udenpå kajakkerne. Alt skal ned i lastlugerne, så der ikke opstår nogle usikre, kedelige situationer med mistet grej. Derfor egner en havkajak sig så godt til kajakfiskeri, i alt slags vejr. Det eneste, vi tillader, er ekstra pagaj, net samt det fiskegrej man benytter til fiskeriet her og nu. Alt er i øvrigt påmonteret en sikkerhedsline.

Vi roede nordpå langs Kongsøre kysten og fiskede sporadisk. På et tidspunkt kom vi til Frømandskorpsets område. Det var blevet helt mørkt, og vi huskede at tænde hvidt lys, der kunne ses hele vejen rundt (så vi ikke fik en gummibåd med frømænd efter os).

kongsoere-5

Da vi var forbi det militære område, brugte vi Google maps til at spotte hvor der var sandstrand, så vi kunne lave camp et rart sted. Vi gik i land, lavede bål, varmede mad og gik tidligt i seng i vores bivuaker, så vi var udhvilede til det helt tidlige morgenfiskeri.

Dag 2

Vi havde sat vækkeuret til kl. 05.00, hvor der stadig var helt mørkt. Efter kaffe og lidt morgenmad, pakkede vi hurtigt bivuak og soveposer ned i kajakkerne. Herefter begyndt vi morgenfiskeriet fra kysten.

kongsoere1-n

Vi ser tit fiskere, som med det samme trasker ud til de står i vand til livet, før de begynder at fiske. De går glip af mange gode fangstmuligheder. Derfor, ved vadefiskeri når man kommer til en ny plads, bør man bruge god tid på at fiske kysten af – uden at gå ud i vandet!  Ørrederne svømmer tit på meget lavt vand i skumringen, og de bliver nemt skræmt væk.

kongsoere-6

Det var tydeligt med det samme, at vi havde valgt rigtig plads. Efter et par kast, så jeg en virvel i overfladen, og pulsen steg. I næste kast mærkede jeg et godt rusk i blinket. Efter yderligere et kast var der fast fisk! Efter et lille udløb og en nænsom fight, kunne jeg håndlande en smuk fjordørred på 45 cm og 1,3kg. Efterfølgende fulgte der flere hug, men fiskende var meget forsigtige, og jeg fik ikke flere på land.

Vi mødtes over en kop kaffe, og Andreas kunne fortælle, at han også havde haft kontakt til flere fisk. Men nu var der blevet stille, så vi besluttede os for at tage ud i kajakkerne og afsøge andre spots oppe nordpå, mens vi dørgede. Flere gange var der små hug, og på et tidspunkt have Andreas fast fisk. Da vi var nåede op omkring Stokkebjerg, besluttede vi at tage et hvil. Det var alligevel midt på dagen, hvor der ikke skete så meget.

kongsoere-7

Ved 17-tiden startede vi fiskeriet igen. Der var masser af aktivitet, og vi fangede jævnt en del mindre ørreder samt en enkel hornfisk. Da mørket begyndte at lægge sig, roede vi tilbage til vores tidligere camp for at tage en ekstra overnatning på samme sted.

Dag 3

Vi stod igen op kl. 5 og startede fiskeriet hurtigt. Der var dog langt fra den samme aktivitet, men det blev til 2 undermålere.

kongsoere-n

Efter et par timer satte vi os i kajakkerne for at fiske grundigt af på tilbageturen. Vinden var drejet i syd og der begyndte at komme rigtig meget ålegræs i vandet. Derfor besluttede vi at stoppe fiskeriet og ro tilbage til Sandskreddet, for at afslutte turen.

Noter om fiskeri og grej

Vi dyrkede primært spinnefiskeri, dvs. blink og bombarda. Der var et enkelt hug på bombarda med fluen Grimlingen, men ellers fangede vi stort set alle fisk med naturtro blink som f.eks. Westin Salty, 18 gr. i farven “Diamon Thief”. De fleste fisk blev fanget mellem kl. 5.30-8.00 og specielt den ene dag da højvandet og solopgangen faldt sammen var der for alvor aktivitet. Hurtig indspinning med mange små spinstop fungerede bedst.

Vi havde mange gode fiskeoplevelser og kan varmt anbefale Kongsøre til andre kajakfiskere. Turen blev i øvrigt også brugt til at teste en del udstyr udlånt af Kajakhotellet. Disse tests vil blive publiceret i den kommende tid.

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest