Stangholder
Valg af stangholder
Der findes mange forskellige stangholdere. Overordnet set kan de opdeles i to grupper: Et rør hvor man stikker stanghåndtaget ned i eller en holder hvor der er en eller anden form for lås til at holde stangen fast med. Vi har valgt en fra den sidste gruppe. Den hedder Berkley Quick Set, og du kan læse en test af den her.
Når man skal vælge stangholder, er det vigtigt at forestille sig, hvordan den skal passe ind i roning og fiskeri. Vi synes det er vigtigt, at den ikke fylder for meget, da vi gerne vil have plads til andet udstyr foran cockpittet. Vi har derfor haft fokus på, så lille en konstruktion som muligt.
Dernæst synes vi det er vigtig, at den er fleksibel. Dvs. at den skal være nem at tage af og på, og det skal være muligt at dreje den til begge sider, så kan man dørge både på højre og venstre side af kajakken. Det skal også være muligt at justere hvor højt eller hvor lavt stangspidsen peger, så du kan få stangen helt ned til vandet, hvis det er det du vil have.
Placering
Vi foretrækker at kunne se fiskestangen hele tiden, mens vi ror, og derfor har vi valgt at placere den foran cockpittet. Så kan vi holde øje med, om wobbler eller blink går rigtig i vandet, ved at aflæse stangspidsens bevægelser. Det er også rart at kunne se på stangen foran sig under et hug, så man hurtigt kan gribe ud efter den.
Inden man begynder at montere, er det vigtigt at sætte sig i kajakken med pagajen, og prøve at forestille sig, hvor langt man bevæger sin pagaj frem. På den måde kan man foregribe, at stangholder og fiskestang ikke kommer til at genere under roning. Men det skal selvfølgelig også være muligt at nå stangen, uden at det påvirker din balance i kajakken for meget. Husk også at der skal være plads til at sætte dit spray skirt fast på cockpit-kanten.
Vores monteringsforsøg
Første gang monterede vi stangholderen på nogle hjemmebyggede konsoller, som vi havde på Tiki-kajakkerne. Det viste sig dog, at konsollerne var alt for voldsomme til de små, lette kajakker. De blev ustabile pga. at balancepunktet blev flyttet. Efterfølgende prøvede vi at montere stangholderne direkte på tiki-kajakkerne med velcro. Men efter nogle timers fiskeri var det tydeligt at velcro ikke egner sig til det.
Den mest vellykkede montering, er på vores Atlantic-kajakker. Men det er en fastmontering direkte skruet på kajakken, og det betyder borehuller i skroget for at opnå den mindst mulige størrelse, samtidig med en stabil montering. Det er stadig den montering vi bruger, og vi har accepteret at skulle bore 4 små huller i kajakkerne. Hullerne kan dog nemt lappes, hvis man senere hen vil fjerne stangholderen.
Bemærk at vi har brugt øjemøtrikker ved monteringen for at tilføje mulighed for at hægte grej fast med karabinhager. Vi bruger dem f.eks. til sikkerhedsline til fiskestang eller andet småt grej, som er rart at have ved hånden.