Knudshoved, Maj 2014

Knudshoved, Maj 2014

Hermed fortællingen om den famøse tur til Knudshoved, hvor vi lærte et og andet om valg af den rigtige kajak, og at det er vigtigt at have styr på vejrmelding og redningsmanøvrer.

knudshoved-maj-1

Den 29. Maj 2014 skulle vi dælme på kajakfisketur! Oprindelig havde vi tænkt os at tage til Stevns, så vi slog en smut omkring Bøgeskoven, hvor vandet var mælkehvidt af kalk og der blæste ca. 9 m/s fra øst. Vi blev enige om, at det ikke var gunstige forhold. Derfor søgte vi vestover mod Knudshoved ved Vordingborg.

knudshoved-maj-4

Da vi ankom til Ore strand var vejret perfekt. Vinden kom fra øst og vi var i læ – det var nærmest vindstille. Men en fornuftige roer vil vide at “i læ” betyder fralandsvind, som i værste fald kan føre dig til havs.

Lad os sige det, som det er. Vi var helt grønne i forhold til at ro kajak. Vi havde ikke styr på vejrmeldingen, og vi var i hvert fald ikke indstillet på at opgive turen pga. lidt vind.

Ingen af os havde taget kajakkursus og vi havde ikke styr på redningsmanøvrer. I det hele taget havde vi ikke prøvet, hvad det vil sige at kæntre, og efterfølgende at skulle redde sig selv/makker, grej og kajak ind til land.

knudshoved-maj-9

Vi pakkede tungt – rigtig tungt. Vi spændte gear ovenpå kajakkerne, så balancepunktet blev flyttet og det gjorde kajakkerne mere ustabile end de var i forvejen. Vi roede langt ud med alt gearet og tænkte ikke videre over det. Kort sagt vi lavede alle de rookie-fejl, jeg nærmest kan komme i tanke om. Men det værste var, at vi ikke anede det.

knudshoved-maj-5

Men afsted skulle vi, og det kom vi også. Den første dag gik over al forventning. Vejret blev ved med at arte sig og aftenen faldt på. Vi besluttede at slå lejr tidligt, da vi gerne ville nyde aftenen med en god lejrplads. Vi havde ellers talt om at nå langt den første dag, så vi kunne nå helt ud på spidsen af Knudshoved dagen efter.

knudshoved-maj-11

Vi roede ind til land, satte en pressening op som bivuak og gjorde klar til en hyggeaften. Derefter hoppede vi i kajakkerne for at tage et aftentræk på vandet med fiskestængerne. Det blev også til lidt hornfisk, men ellers ikke noget. Glade og tilfredse gik vi til køjs for at komme videre næste dag.

knudshoved-maj-6

Da vi vågnede næste morgen var vinden skiftet. Vi havde den nu fra sydvest og det blæste 6-7 m/s lige imod os. Det lyder ikke af meget, men husk på at vi var nybegyndere, der skulle uden om skær og samtidig balancere med de ustabile kajakker. Vi blev hurtigt kørt trætte, og efter et par timer besluttede vi at tage en pause.

knudshoved-maj-7

I løbet den næste time blæste det mere op og vi rundede de 9 m/s. Vi synes ikke længere det var forsvarligt at ro videre, så vi besluttede at ligge over til næste dag.

knudshoved-maj-12

Dagen efter var vejret bestemt ikke blevet bedre. Kysten var stenet og vi var nervøse over at komme til at ødelægge kajakkerne. Så vi ventede… og ventede. Til sidst besluttede vi at overnatte endnu en gang og stå op omkring kl. 4 tidlig næste morgen, hvor vinden skulle lægge sig til ca. 6 m/s.

knudshoved-maj-8

Da vi vågnede havde vinden lagt sig en smule og vi skyndte os at pakke. Men efterhånden som vi var ved at være klar, var det igen begyndt at blæse op. Vi var nu nået til bristepunktet af irritation over vejret og besluttede at gøre forsøget og ro hjemad, på trods af den svære øvelse at skulle ud i bølgerne.

Vi fandt et sted på kysten i nærheden, hvor brændingen ikke var så voldsom, og satte kajakkerne i. Andreas startede og kom lige med nød og næppe ud. Så blev det Anders’ tur. Han fik roet de første 10-15 meter, da en stor bølge væltede ham omkuld. Der var dybt og han kunne ikke bunde. Stænger og grej rev sig løs, og han blev viklet ind i forskellige sikkerhedsliner. Andreas kunne ikke komme ham til undsætning, men fik dog bjerget et par ting, som flød i vandet. Herefter måtte Anders ind til kysten med kajak, tømme den for vand, surre grej fast og prøve at komme ud igen.

Anden gang gik det bedre og vi fik kæmpet os afsted langs kysten. Men bølgerne kom som store dønninger skråt bagfra, så det var svært at holde øje med, hvornår de brækkede over. Det var en følelse af at sidde stiv og meget ude af balance hele tiden. De steder, vi var kommet forbi tidligere da vejret var godt, var pludselig fyldt med bølger. På et tidspunkt nåede vi til et sted, hvor bølgerne var så voldsomme, at Anders måtte i vandet en gang til. Denne gang kunne han dog bunde og trak kajak og grej ind til kysten.

Men det var stort set umuligt at komme ud igen, og vi var nødt til at kajakkerne op på kysten. Til sidst besluttede vi at trække kajakkerne efter os i vandet, et længere stykke, for at komme forbi de højeste bølger. På et tidspunkt var vi sågar nødt til bære dem oppe på land for at komme forbi et skær. Efter nogen tid kom vi i læ for de største bølger og kunne sætte os i kajakkerne og ro tilbage.

Da vi kom tilbage til bilen, var vi lettede. Men det var en ærgerlig følelse at have planlagt weekenden længe, og så ikke få det ud af den, som vi havde håbet på.

Summa summarum: Hvis du tager på havkajakfisketur, så har vi disse erfaringer at dele:

Valg af Kajak

Vælg en kajak, der er velegnet til al slags vejr. Havkajakker er meget mere stabile og man balancerer væsentlig bedre, fordi man har fat i kajakken med knæene. Turkajakker giver ikke støtte på samme måde, hvor knæene stikker op af cockpittet.

Og så er der også lige det med opdrift fra vandtætte skot. Hvis det ikke findes på din kajak, risikerer du at miste den! Som alternativ kan man købe oppustelige poser, der kan lægges ind i lastrum eller cockpit og give kajakken den nødvendige opdrift.

Tag et Kajakkursus

Tag et kajakkursus så du bliver fortrolig med at kæntre. Få styr på redningsmanøvrer og den fornødne teknik til at begå dig i al slags vejr.

Pak dine kajakker med omtanke

Pak dine kajakker minimalt. Tænk på at det grej du har med, skal kunne bruges til flere forskellige ting, som f. eks. paddle float, der også kan bruges som liggeunderlag eller stol. Ikke noget med store dimser spændt fast hist og pist, som ødelægger balancepunktet og er i vejen ved kæntring.

Alt du ikke lige skal bruge, skal stuves af vejen i kajakkens lastrum. Hav kun det absolut mest nødvendige ved hånden og sørg for at det er sikret med liner eller opbevares i lommer på din sikkerhedsvest eller fiskevest.

Vejrmeldinger

Check vejrmeldingen og vær villig til at aflyse, hvis vejret ikke er godt det sted, hvor du vil hen. Check også vejrmeldingen løbende på turen. Der kan forekomme skift i vejret, som er godt at være forberedt på.

Sikkerhedsudstyr

Sørg for at have det rette sikkerhedsudstyr med. Læs denne artikel om sikkerhedsudstyr, som vi selv medbringer: Sikkerhed – for dig og dit grej.

 

knudshoved-maj-10

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest